Forfatter og humanist

I første halvdel af det 20. århundrede var Karin Michaëlis dén kvindelige, danske forfatter, der var bedst kendt i udlandet, ikke mindst i Tyskland og Østrig, Frankrig og Italien. Flere af hendes romaner om kvindeskæbner og om parforholdets mange sider udkom i store oplag og på mere end 20 sprog, ligesom hendes skildringer af pigen Bibis oplevelser hørte til de mest læste børnebøger i 1930’ernes Europa.   Karin Michaëlis blev født i 1872 og voksede op i et beskedent hjem i Randers. Her fik især bedstemoderen og en tante stor betydning for hendes tidlige udvikling. – Et både varmt og stærkt billede af dette miljø får man i romanen "Pigen med Glasskaarene" fra 1924 (det første bind af hovedværket "Træet på Godt og Ondt"). Som ganske ung var Karin Michaëlis privatlærerinde et par år, dels på Læsø, dels på en herregård nord for Randers. Derefter flyttede hun til København for at uddanne sig til spillelærerinde hos en kendt pianist. Hos nogle venner mødte hun Sophus Michaëlis, der var fem år ældre end hun. Han var forfatter og magister i fransk, tysk og latin. De forelskede sig og var gift fra 1895 til 1911. Men de var stadigvæk i nær kontakt resten af livet. I 1912 blev KM gift med den noget yngre, norsk-amerikanske akademiker, Charles Stangeland, som hun havde truffet på en skibsrejse fra USA til København. Ægteskabet gik dårligt fra begyndelsen, ikke mindst pga. Stangelands over­drevne jalousi, men det blev først opløst i 1930. Begge ægteskaber var barnløse. Det fik stor betydning for Karin Michaëlis’ tilværelse, at hun og hendes første ægtemand begyndte at holde ferie i nærheden af Svendborg. I 1906 byggede de huset Torelore på Thurø, og her tilbragte de somrene sammen indtil skilsmissen i 1911. Derefter benyttede hun huset som helårsbolig. I årene op til 2. verdenskrig ejede Karin Michaëlis flere huse på Thurø. Mange tyske flygtninge, bl.a. Helene Weigel og Bertolt Brecht, fandt i kortere eller længere tid inspirerende husly her og blev hjulpet videre.

Forfatter

I slutningen af 1890’erne fik Karin Michaëlis udgivet sine første bøger. Gennembruddet kom i 1902 med romanerne "Barnet" og "Lillemor", som Gyldendal udgav. Begge bøger blev godt modtaget og udkom på mere end 10 sprog. I et radiointerview, som Karl Bjarnhof lavede med Karin Michaëlis i 1947, omtalte hun "Barnet" som den af sine romaner, hun holdt mest af. (hun og Bjarnhof kan ikke huske titlen, og hun nævner ’Ulla Fangel’ – fra den tyske titel på ”Lillemor” -, men detaljer om bogens tilblivelse viser, at hun mener ”Barnet”). I løbet af 50 år skrev hun 36 romaner for voksne, 9 børnebøger, 2 selvbiografier plus en del bøger og avisartikler med journalistisk tilsnit. Her skal kun nævnes nogle få værker: - Romanen "Kvindehjærter". En Brevveksling fra 1910, som Karin Michaëlis skrev under pseudonym sammen med skuespillerinden Betty Nansen, som var gift med Gyldendals direktør Peter Nansen. Bogen blev udgivet anonymt. - Den kontroversielle kvinderoman "Den farlige alder" (også 1910), der satte gang i KMs foredragsvirksomhed rundt om i Europa og senere blev filmatiseret med Asta Nielsen i hovedrollen. - "Glædens Skole" - om en reformskole i Wien, som veninden den østrigske pædagog Eugenie Schwarzwald var leder af. Bogen udkom på dansk i 1914, men blev først udgivet på tysk i 2020 på forlaget Löcker i Wien. - Ud over det ovennævnte romanværk "Træet på godt og ondt" er romanerne "Syv søstre sad" fra 1923, "Hjertets Vagabond" fra 1930, "Justine" fra 1931 og "Mors Øjne" fra 1940 blandt de mest kendte af voksenromanerne fra de senere år. Endelig blev selvbiografierne "Little Troll" og "Vidunderlige Verden" udgivet i 1940’erne. Gennem alle årene var hun uhyre produktiv, selv på sine mange rejser, og skrev nærmest hver dag.

Journalist og foredragsholder   Allerede sammen med Sophus kom Karin Michaëlis vidt omkring. I 1904 nåede de helt til Ægypten. Hun foretog adskillige foredragsturnéer rundt om i Europa og Sovjetunionen og rejste også mange gange til USA, hvor hendes søstre boede. Så ofte det var muligt, besøgte hun sin veninde Eugenie Schwarzwald i Wien og den store kreds af interessante mennesker, som kom hos ægteparret Schwarzwald.

Karin Michaëlis var virkelig Europæer med stort E. Som journalist skrev hun artikler om rejseoplevelser, om krig og fred, om kvindeproblemer og om kendte personer. Alene i Politiken har hun fået trykt 141 kronikker. Men hendes artikler blev også trykt i mange andre danske og udenlandske aviser. Allerede fra midten af 20’erne erkendte KM farerne ved den fremvoksende fascisme og protesterede gennem skrift, tale og handling mod krig, politisk forfølgelse og undertrykkelse. Dette kan læses i mange debatindlæg fra den tid herunder i "Der Fall d’Annunzio" fra 1925, men også i den antiautoritære roman "Den grønne Ø. Roman for ungdommen", der kom på tysk i 1933 og på dansk i 1937. Til forfatterkongressen i Paris 1937 var den dengang 65-årige Karin Michaëlis indbudt som taler. Det fortæller noget om hendes status blandt datidens progressive forfattere. Her, mens den spanske borgerkrig fandt sted, opfordrede hun kraftigt til solidaritet med den demokratisk valgte regering i Spanien. (Manuskriptet til talen findes på Det Kongelige Bibliotek, København.) Som skribent og foredragsholder tjente hun mange penge, men havde alligevel ofte økonomiske problemer på grund af sin store hjælpsomhed. I 2. verdenskrig var hun afskåret fra sine største bogmarkeder, 1939 var hendes bøger blevet forbudt i Tyskland og Østrig, og under hendes syv års tvungne ophold i USA fra 1939 til 1946 var indtægterne meget små.

Flygtning i USA under 2. Verdenskrig

Karin Michaëlis tilbragte hele 2. verdenskrig i USA. Hun var rejst dertil i foråret 1939, bl.a. for at tage på en lang rejse i bil gennem landet og skrive artikler om det. Men inden den planlagte hjemrejse i efteråret fik hun en forblommet advarsel om ikke at komme hjem. Afsenderen var hendes veninde, politikeren Elna Munch, der havde været med på rejsen og var vendt hjem. Hun var gift med den danske udenrigsminister P. Munch. Karin fulgte heldigvis det fremsynede råd. Den 9. april 1940 blev Danmark besat af tyske tropper, og da hendes hjælp til tyske og østrigske flygtninge og kritiske holdning til nazismen var velkendt, så besættelsemagten ikke på hende med milde øjne. Ligesom mange andre europæere opholdt Karin Michaëlis sig derfor i USA som politisk flygt­ning. Desværre var det uhyre vanskeligt for hende at klare sig økonomisk vha. foredrag og skribentvirksomhed. I denne forbindelse savnede hun sit europæiske netværk af venner og forlæggere. Situationen for den voksende koloni af flygtninge i New York var, med få undtagelser, ligeså fortvivlet som Karin Michaëlis’ egen, og venner og bekendte blandt disse kunne kun hjælpe hende moralsk. Hun var derfor hovedsagelig henvist til finansiel støtte fra sin familie i USA og i Sydafrika. Alligevel kan man i Karin Michaëlis’ notater fra denne tid læse, hvordan fattigdommen bekymrende hende mindre end tankerne om vennernes skæbne i Europa. Hun brugte megen tid på gennem foredrag og artikler at oplyse om de europæiske jøders akutte behov for hjælp til flugt for at undgå tilintetgørelse. Desuden var KM i daglig kontakt med et pressecenter i New York, der bragte nyheder fra Danmark, og fik derigennem mulighed for at deltage i flere radioudsendelser til Danmark.

Karin Michaëlis’ sidste år

På grund af alvorlig hjertesygdom vendte Karin Michaëlis først tilbage til Danmark i 1946. Her blev hun tildelt Chr. X’s frihedsmedalje for sin indsats for Danmark under krigen, blev udnævnt til æresborger på Thurø og modtog stadigvæk mange besøg og breve. Således har forfatterinden Tove Ditlevsen i et brev til KM fra 1946 fortalt om, hvor stor betydning værket "Træet på godt og ondt" med hovedpersonen Gunhild har haft for Tove Ditlevsens eget arbejde som forfatter. I 1947 opgav Karin Michaëlis sit hus på Thurø og boede i sine sidste år til leje i København. Hun måtte spinke og spare, men nød samværet og brevkontakten med sine mange gode venner. Også i disse år var Karin Michaëlis en flittig skribent, og på trods af et svageligt helbred skrev hun bl.a. på sine erindringer, som begyndte at udkomme i 1948. Desværre nåede hun ikke at gøre dem færdige. Hun døde i København den 11. januar 1950 og ligger begravet på Thurø kirkegård..

Kilder

Hanne Jespersen og Peter Bondesen: "Forfatterinden Karin Michaëlis: En registrant". (Det Kongelige Bibliotek/Randers Lokalhistoriske Arkiv, 1985.)